Afsted

I august blev det endelig tid til at pakke de sidste kasser med cykler og udstyr. Lejligheden var opsagt, nøglerne for længst afleveret, og vores få tilbageværende ejendele opmagasineret hos familie. Det samme gjaldt værkstedet med symaskiner, ruller af tekstiler, rygsække og kilometervis af aluminium.

At flyve med cykler er altid spændende. Flyselskaber håndterer den slags udstyr meget forskelligt, så vi forsøger altid at flyve med samme selskab hele vejen. Denne gang valgte vi et tyrkisk lavprisselskab, som vi har fløjet med før – dog aldrig med cykler. Pålidelighed er ikke en af deres kerneværdier, og 22 timer før afgang blev vores fly aflyst. Ingen forklaring, kun uklare løsninger, der opløste vores planlægning.

Fire timers kaos og tre samtaler med kundeservice senere blev vi ombooket til en ny rute. Kun med stædighed og egne løsninger lykkedes det at få nye billetter uden to ugers forsinkelse – stadig med destination Bishkek i Kirgisistan. Det betød dog, at pakketempoet måtte skrues op, og at vi måtte tilkalde hjælp fra vores nærmeste for at nå den nye afgang.

Nattesøvnen blev kort, og afskeden med familie og venner måtte aflyses. Midt om natten stod vi klar på Aalborg Station for at tage det første tog mod Københavns Lufthavn. Vi vinkede “på gensyn” til vores forældre og vendte næsen mod Centralasien.

Bishkek

Det første møde med Kirgisistan var paskontrollen. Søjlerne var plastret til med “scan mig”-QR-koder, selvom fotografering var forbudt. Skiltningen og køkulturen var lige uigennemskuelige. Køen sneglede sig frem, mens folk blev sendt på kryds og tværs mellem skranker og scannere for at få det rigtige indrejsestempel.

Den lange ventetid betød dog, at vi slet ikke skulle vente på vores cykler. De stod pænt stillet frem blandt kajakker og store papkasser. I baggrunden kunne vi se bagagen fra vores oprindelige fly, der var landet blot fem minutter før os. Hvorfor netop vi var blevet smidt af det fly, ved vi stadig ikke.

Det var heldigvis nemt at veksle penge og få lokale SIM-kort. Uden for terminalen fandt vi et roligt hjørne, hvor vi samlede cyklerne i solopgangen. Havde det ikke været så tidligt, havde vi nok taget imod et af de mange taxatilbud. Vi kunne alligevel først tjekke ind senere, så vi besluttede os for at cykle ind mod byen og finde morgenmaden på vejen.

Den planlagte rute fra lufthavnen holdt kun et par hundrede meter. Alle vores navigationsapps mente, det var muligt, men en stor bom og bevæbnede vagter sendte os ud på nye grusveje.

Jo tættere vi kom på Bishkek, desto vildere blev trafikken. Trafikreglen syntes at være: “Her kommer jeg.” Selv fire spor i hver retning var ikke nok til bybusser, taxaer og al anden trafik. Man cykler, hvor det føles nogenlunde forsvarligt, og ifølge guiden overlever de fleste. Man får dog en løftet pegefinger fra politiet, hvis man ikke trækker cyklen over fodgængerfeltet.

Alle butikker syntes at have et kaffested. I lufthavnen havde vi fået en kupon til en iskaffe i en lokal outdoorbutik, og vores vært hjalp os med at finde et roligt sted med udsigt til bjergene. Her gennemgik vi vores udstyr en sidste gang.

Kegety

Jetlag eller ej, så stævnede vi ud af byen i middagssolen på spændte cykler. I udkanten af byen stødte vi på en perfekt lille samling af boder der solgte lige hvad vi kunne tænke os. Lidt frisk frugt, samsa til turen og pandekager til morgenmad! To dage i storbyen havde lært os det kyrilliske alfabet, men vi var stadig langt fra at fange sprogene. Det resulterede i at 250 gram pandekager blev forvekslet med pandekager for 250 som. Resultatet blev over et kilo pandekager. Når lidt citron og sukker kan pifte en fejltagelse op, er det vist ikke helt galt.

Landskab med marker og flokke af dyr erstattede hastigt byens boulevarder. Varmen og støvet var ligeså kvalende som byens trafikale kaos og os, men ændringen var stadig værdsat.

Vi fulgte grusveje langs kanalen der opsamler vandet fra bjergene og forsyner den tørstige storby. Den stiger ganske jævnt og udgør den perfekt transportvej ud af byen for cyklister, der gerne vil undgå de travle hovedveje. Selv denne vej med færre biler og lavere hastighed var ikke uden fare. Vi overværede et trafikuheld med en løstgående hund, der blev ramt på bagbenet af en bil. Den lavede flere smerte-piruetter og humpede rundt et stykke tid før den heldigvis kunne støtte på alle lemmer og løb videre.

Vi måtte holde flere pauser i varmen og ved middagstid stoppede vi ved et skyggende træ, hvor vi prøvede at gøre kål på de sidste pandekager. Vores egne evner førte kun til langsomme fremskridt og langt de fleste forbipasserende var ikke just interesseret  i vores intermistiske gadebod. Først da vi var daset hen, stoppede en russer for at snakke med os. Vi kunne ikke følge med i samtalen, der var meget ensidig, men vi kunne byde ham på pandekager.

Byens boulevarder blev hurtigt afløst af marker og dyreflokke. Varmen og støvet var stadig kvælende, men stilheden var en lettelse. Vi fulgte grusveje langs kanalen, der fører vand fra bjergene til storbyen. Den stiger jævnt og er en ideel vej ud af byen for cyklister. Helt ufarlig var den dog ikke. Vi overværede et trafikuheld, hvor en løs hund blev ramt i bagbenet. Den humpede rundt et stykke tid, før den heldigvis kunne løbe videre.

Vi holdt mange pauser i varmen. Ved middagstid slog vi os ned i skyggen under et træ og forsøgte at komme af med de sidste pandekager. De fleste forbipasserende var ikke interesserede i vores improviserede gadebod, men da vi var ved at døse hen, stoppede en russer for at snakke. Samtalen var ensidig, men vi kunne byde på pandekager.

Vi var meget bevidste om, at vores form ikke matchede de højdemeter, der ventede. Kegety rejser sig til 3.765 meter, og sammen med varmen og vandkvaliteten tog vi os god tid for at forebygge højdesyge. I landsbyerne blev vi hilst på af både børn og voksne. Børnene inviterede til cykelløb, og her havde vi det godt.

Højere oppe mødtes vi med to studiekammerater, som netop var kommet over bjergpasset fra den anden side. Ved foden af et vandfald delte vi en hjemmelavet, dehydreret chili og røverhistorier om, hvad der ventede forude. De fortsatte mod Bishkek med en kupon til Gregert’s iskaffe, mens vi trillede videre mod lejr.

Næste morgen ventede de sidste 1.400 højdemeter. Landskabet var overvældende. Jo højere vi kom, jo tættere var vi på vinterens ismassiver. Tæt nok til at høre isens knagen i solen. Da vi fandt rindende vand til frokost, nåede vi knap at pakke kogegrejet ud, før vi blev inviteret ind i familien Düzdülbeks hvide minibus. Ombord var tre generationer samlet. Den ældste datter oversatte, mens spørgsmålene fløj frem og tilbage. De var imponerede over, at vi havde bedsteforældre over 80. Selv var deres babushka og babushki i 60’erne.

De skulle videre for at hente familiens niende medlem – faren, der netop havde fået fri fra sit arbejde på vejen. Takket være ham og hans kollega kunne både vi og den tapre minibus fortsætte på ad i de stejle hårnålesving.

På snoede veje

Vi fulgte i sporene af Silk Road Mountain Race og mødte andre bikepackere fra verden over. Med deres forslag bandt vi ruten sammen på kryds og tværs af landet. Hver region bød på nye landskaber, og denne etape gav os mange førstegangsoplevelser. Her er første etape:

Succesen med det første bjergpas, gav os blod på tanden til at udforske Kirgisistan til tops.